|
Bo Holten har komponeret
i alle genrer: 4 operaer, 2 symfonier, 4 solokoncerter, kammermusik,
musicals, filmmusik og kormusik. Hans værkliste omfatter mere
end 100 kompositioner.
Bo Holten har fra
begyndelsen været en drivende kraft i den internationale tidlig-musikbevægelse,
og hans arbejde med vokalpolyfoni har været banebrydende på
dette område i Norden. Mange polyfone mesterværker har han
bragt til førsteopførelser
i moderne tid.
I 1979
startede han vokalgruppen Ars Nova, hvis kunstneriske leder og dirigent
han var frem til 1996. Under hans ledelse var dette ensemble et af verdens
førende indenfor renaissancens vokalpolyfoni, manifesteret i
bl.a. 20 cd-indspillinger og en række internationale udmærkelser.
I 1990 blev Bo Holten
udnævnt til fast gæstedirigent for BBC Singers, med varetagelse
af den tidlige musik som hovedopgave.Han arbejdede i 15 år i London og lavet en lang række
koncerter, CDer og radiooptagelser, inklusive fire PROMS i Albert Hall. Bo Holtenhar derudover været internationalt virksom som kordirigent ved bl.a. det Svenske Radiokor
og Nederlands Kamerkoor, National Choir of Ireland,
og det Flamske Radiokor, hvor han var chefkapelmester 2008-2010.
Som orkesterdirigent har Bo Holten arbejdet med en lang række
ensembler og orkestre i Skandinavien og i udlandet, ofte med oratorier,
tidlig, ny og ualmindelig, fx engelsk og amerikansk musik. Han arbejder
regelmæssigt med de danske symfoniorkestre, og hans to indspilninger
med musik af Frederick Delius med Århussymfonikerne fik begge
to en bemærkelsesværdig international modtagelse (bl.a.
"Editors Choice" i Grammophone og "Record of the month"
i Classical CD). I årenes løb har han dirigeret mere end
175 uropførelser af orkester- og korværker.
Bo Holten var hovedlærer ved projektet "Den 3. vej"
hvor en lang række af landets fineste jazzkomponister over en
tre årig periode lærte sig at skrive for klassiske ensembletyper
og at undgå cross-over musikkens mange fælder. Bo Holten
var også mange år også leder for en årlig workshop
med Sønderjyllands Symfoniorkester hvor unge danske komponister
i 15 år har kunnet prøvede kræfter med orkestermediet.
I 4 år var Bo Holten lærer i komposition ved Konservatoriet
i Göteborg, og han fungerer ofte som pædagog, workshop-leder
og forelæser både i Danmark og i udlandet.
Bo Holten har beklædt en lang række tillidsposter i musiklivet:
Medlem af Statens Musikråd 1979-83, Formand for tonekunstudvalget
i Statens Kunstfond, Medlem af Kulturministeriets produktionspulje og
formand for "Forum for tidlig musik".
I 1996 etablerede Bo Holten sit eget ensemble Musica Ficta, hvor han
ikke bare rendyrker sit speciale, den tidlige musik, men også
bruger erfaringerne fra vokalpolyfonien i musik fra helt andre epoker.
Indenfor Musica Fictas rammer udfolder Bo Holten også sin interesse
for kultur og historie i bredere betydning ved at inddrage musikken
i et mangefacetteret kulturelt perspektiv.
|