Bo Holtens kronik om ensemblernes situation i Danmark, Berlingske Tidende juni 2001
Musikloven blev skabt på baggrund af musiklivet anno 1976. Man glemte at tage højde for at musiklivet også kunne udvikle sig i helt nye retninger.
Musikloven fylder 25 år,
og der er også noget at fejre. Statens Musikråd har forvaltet loven
til manges bedste og en systematisering af bevillingspraksis og en betydelig
øgning af de samlede midler har været resultatet.
Men ikke alle i musiklivet er lige tilfredse, og jeg er én af dem. Mine
synspunkter er baseret på 25 års erfaring som dirigent, komponist,
ensembleleder, pædagog m.m., hvor jeg er kommet i tæt personlig
kontakt med et usædvanlig bredt udsnit af det danske musikliv. Det hele
er med årene også sat i perspektiv af mine udenlandske engagementer,
der har givet mig en anden baggrund at se de hjemlige forudsætninger og
præstationer på.
Da musikloven trådte i kraft i midten af 70erne var den naturligvis omhyggeligt
tilpasset den tids krav og musiklivets beskaffenhed for 25 år siden. Men
en af de værdifulde ting ved et levende musikliv er jo netop at det er
levende, dvs at det konstant forandrer sig. Har musikloven nu været i
stand til at imødekomme musiklivets skiftende krav? Det har den på
flere områder, og småjusteringer undervejs har rettet op på
en del skævheder.
Jeg vil imidlertid hævde at selve lovens og rådets opbygning har
forhindret den nødvendige mobilitet der for alvor skulle gå ind
der hvor visionerne og idéerne har været. Der er især ét
område som i fatal grad har lidt under at Musiklov og Musikråd ikke
har kunnet flytte sig hurtigt og radikalt nok. Dette område er varetagelsen
af professionelle ensembler.
Da musikloven trådte i kraft for 25 år siden bestod langt de fleste
ensembler af musikere ansat i de faste, store orkestre som i deres fritid udøvede
kammermusik. Deres økonomiske behov bestod først og fremmest i
at få dækket deres omkostninger i forbindelse med rejser og særlig
omstændelige indstuderinger, noget som kunne klares for relativt beherskede
beløb. Den ensemble-støtte man dermed lagde an til passede til
denne model.
Hvor de næste 25 års store fornyelser skulle komme fra kunne musiklovens
fædre af gode grunde dårligt forudsige, men faktisk kom hele musiklivets
nye energi, nye viljer og væsentligste visioner til at udspille sig i
netop de mindre ensembler:
1) Det gjaldt ikke mindst den nye musik hvor et ensemble som London Sinfonietta
snart fik børn over hele Europa. Et af de stedlige danske børn
hedder Athelas-ensemblet, et andet er Århus Sinfonietta. Ligeledes med
de mindre grupper (3-8 medlemmer) som skød op i stort tal. Herhjemme
hedder de fx Figura, LIN-ensemblet og Contemporanea. Disse grupper har sørget
for hovedlanceringen af den nykomponerede musik, noget som de de etablerede
musikteatre og orkestre ikke har kunnet eller ikke ment at have kunnet klare
i nødvendigt omfang. Her har det også været afgørende
at de etablerede institutioner slet ikke har rådet over de ensembletyper
som komponisterne i de seneste decennier har skrevet for.
2) Det gjaldt heller ikke mindst den tidlige musik som nu i alle sine mange
afskygninger, vokalt som instrumentalt, blev fremført af mindre grupper
som spillede på original-instrumenter og sang med ny teknik, så
vidt muligt tillempet datidens spilleregler. Dette kolossale område har
præsteret noget af det mest markante nye musik i de sidste 25 år
og repræsenterer også ca. 800 års europæisk musikliv.
Den stadigt stigende historiske bevidsthed på det kunstneriske arbejdsfelt
i det hele taget blev i musikken bl.a. afspejlet af en stor gruppe mindre ensembler
der med dristigt nysyn og konsekvens revaluerede hele den europæiske musikhistorie
og gjorde den tilgængelig for store skarer af musiklyttere. Jeg mener
at dette er det sene 20. århundredes virkelige musikalske nyhed. Heller
ikke på dette område har de store etablerede institutioner selv
kunnet præstere afgørende nyt. Det Kgl. Teater har de seneste år
“lejet” barok-orkestret CoCo til tidlig opera, og DR har for en lille
sum forsøgt at knytte samme orkester til sig. Al renaissance og middelalder
har måttet hentes udefra.
3) En lille men speciel gruppe udgøres af de professionelle vokalensembler
som beskæftiger sig med frontarbejde på både den ny og den
tidlige musiks områder. Med et medlemstal på omkring 12 professionelle
sangere er det en helt anden type ensemble end det klassiske kor. Der stilles
solistiske krav til alle og grupperne dækker et repertoire-felt som for
en stor del ikke dækkes af andre. Disse grupper tjener også som
en elite-klasse, en inspiration for og en udfordring til det almindelige korliv.
4) Den næsten voldsomme øgning af kvalitetskravene til almindelige
klassiske kammerensembler, der har fundet sted i det sidste kvarte århundrede,
har gjort at den førnævnte fritidsmodel slet ikke holder længere.
Vil man spille strygekvartet, messingkvintet, klavertrio eller blæserkvintet
og det vel at mærke med internationalt vingefang, må man spille
hver dag, mange timer; dvs på heltid. Danmark har uden tvivl rigeligt
med talentmasse på dette område, konservatorieuddannelsen er jo
endnu omhyggelig, men intet dansk ensemble hører i dag til den absolutte
verdenselite. Muligheden for at leve af at være et helprofessionelt ensemble
er ikke til stede i de største byer i Danmark.
5) Hvad angår jazz-grupper, world-music, anden etnisk musik, minimalmusik
etc, som har bidraget med meget betydelige fornyelser af hele musikspektret
i den forløbne 25års-periode, udgøres de også af ensembler
fra 4 - 12 pers. Også disse grupper modtager kun den allernødtørfstigste
støtte, som udelukker seriøs videreudvikling.
6) Kammeropera er endnu et ensemble-område som kun lige på det allerseneste
er begyndt at få tålelige livsvilkår.
For hele denne underskov af en for vort kulturliv helt uundværlig kraft
gælder det at ingen, - ja, ingen - gives mulighed for at existere som
egentligt professionelt ensemble. Det eneste Musikloven har at byde på
i denne retning er "Statsensemblet", der med en bevilling på
1,5 mill. årligt gives til ét ensemble i en kort årrække.
Dette beløb er så lille at det slet ikke slår til for større
ensembler. Det nuværende Statsensemble, Athelas-ensemblet, har med sine
18-19 medlemmer kun lige til det elementære. Her trækkes der mange
veksler på musikernes entusiasme uden hvilken der ikke ville være
noget ensemble. Kun ét ensemble, Safri-duo, har med sine to medlemmer
kunnet fordele ensemble-summen så den virkelig battede noget og har dermed
kunnet skabe sig en verdenskarriere. De ynkelige forhold for de øvrige
har været utilstrækkelige.
Der findes professionelle
kammerensembler i Danmark, hvor medlemmerne modtager en anstændig gage.
Disse kaldes basis-ensembler og er hjemmehørende i fx Nykøbing-Falster,
Esbjerg, og Viborg. De yder en fortræffelig indsats, men har en stor byrde
i form af pædagogiske forpligtelser, skolekoncerter, hjælpetropper
ved amatøropførelser og lign. De er et resultat af en regional
kulturpolitisk bestræbelse som virkelig er lykkedes i Musikloven. Men
deres konstruktion og arbejdsopgaver levner dem ikke tid og mulighed for at
hellige sig et professionelt øvearbejde, der er så langvarigt og
krævende at det via systematisk tourné- og marketing-arbejde vil
lede frem til ensemble-spil på verdensplan. Formålet har været
at inspirere og berige det lokale musikliv selv om der ofte er potentiale til
langt mere.
Musiklovens to ensemble-støtte former er altså helt klart ikke
svaret på de seks ovennævnte mangelsygdoms-områder. Der mangler
støtte til eliten og støtte til de grupper der er startet af egen
drift, af egne idéer, egne visioner. Stort set alle midler går
til at opretholde et landsdækkende traditionelt musikliv.
Hvad er da i øjeblikket støtten til professionelle ensembler?
En lille gruppe større specialensembler med 12-18 medlemmer, dirigent
og administration får op mod en halv million i årlig støtte.
De øvrige professionelt arbejdende ensembler får fra 10.000 til
40.000. En stor del får slet ingen ting. Enhver kan se at disse beløb
slet ikke kan dække lønninger overhovedet. Sandheden er at musiklivets
spydspidser, alle disse ensembler, er afhængige af de private fonde som
yder en enorm indsats til vort kulturliv. Denne støtte er imidlertid
så ustabil at den umuliggør langsigtet planlægning.
Lad os for et øjeblik kaste blikket på en energisk, initiativrig
og idémættet konservatorie-elev. Han/hun er naturligvis levende
interesseret i tidens nyere musikalske strømninger. Måske synes
hun godt om unge komponisters nye værker. Hun lærer sig nye spilleteknikker,
kontakter unge komponister og får dem til at skrive for sig og indgår
dermed i et frodigt miljø. Man kan forestille sig at en anden er specielt
interesseret i barokmusik. Han elsker at spille Bach, anskaffer sig en barokviolin,
øver sig i tidens stilpræg og modtager indtryk af den meget levende
internationale scene for tidlig musik. Eller måske er det en ung sanger,
som kaster sin kærlighed på 1400-tallets mageløse burgundiske
sangkunst og 1500-tallets polyfone mesterværker. Hun danner en lille gruppe
af medstuderende, studerer de mange indspilninger af repertoiret, dygtiggør
sin egen stilsans,etc etc etc. Ingen af disse tre studerende har i Danmark noget
sted at gå hen efter afsluttet examen hvor de kan dyrke deres hovedinteresse,
- det de er bedst til, og få en ganske almindelig hyre for det. Derfor
findes der idag nærmest et proletariat af sangere og musikere som for
ussel løn og med elendige arbejdsforhold foretrækker at dyrke det
de er bedst til (og iøvrigt også, hvad der ikke er uvæsentligt,
noget der virkelig findes publikum til!) fremfor den mere etablerede sikkerhed
i de større institutioners kor og orkestre.
Og når så kulturministeriet får lyst til at lave et dansk
kulturfremstød i en fremmed metropol, - hvad gør de så?
Jo de vælger såmænd noget (gerne musik der er nemt at exportere)
der er specielt og usædvanligt, noget der har et personligt præg
eller vidner om de medvirkendes originale tankesæt. Man vil gerne demonstrere
Danmarks artistiske spydspidser, og derfor vælger man fra de ovennævnte
5 ensemble-grupper nogle som skal repræsentere landet på en original
måde. Da jeg, kære læser, ganske mange gange har været
udsendt på denne måde, kan jeg berette om det dybt ejendommelige
i at man pludselig går til pressemøder, sover på hotel, flyver
med pæne flyselskaber, inviteres til exhorbitante receptioner osv, medens
man, når man er hjemme dårligt nok har penge til at holde prøver.
Denne situation er naturligvis grotesk. Måden at skabe international anerkendelse
til danske ensembler er naturligvis ikke for dyre penge at sende de misligholdte
grupper afsted, men istedet at give dem ordentlige forhold i det hjemlige. Så
skal de såmænd nok hurtigt blive så gode at man ikke behøver
at sende dem ud. De bliver ganske enkelt inviteret, når bare de er gode
nok.
Når man som jeg gentagne gange har forelagt denne sagens sammenhæng
for Musikråd og Kulturminister plejer rådet at sige at deres penge
stort set sidder fast i "bundne midler", dvs penge som Musikrådet
skal give til landets store musikinstitutioner. Og at der af de tiloversblivende
penge slet ikke kan disponeres med egentlige professionelle ensembler. Træt
af mange års repetitioner af dette svar henvender jeg mig til Kulturministeren
selv, som selvfølgelig først henviser til Musikrådet og
samtidig siger at ministeren ikke kan interferere med sit eget råds beslutninger!
(Kun Ebbe Lundgaard havde én gang mod og mandshjerte nok til afgørende
at interessere sig for en ensembleordning, men 14 dage efter var han skiftet
ud, - og så løb det hele ud i sandet).
Det ser derfor desværre sådan ud at på musikkens område
har selve Musiklovens struktur og bevillingssystemets stivhed gjort at Statens
Musikråd i de sidste 25 år ikke på forsvarlig vis har været
i stand til at støtte den musikalske danske elites væsentligste
frembringelser. I de ensembletyper hvor hele den globale og historiske expansion
i det europæiske musik-univers frem til millennie-skiftet har udspillet
sig, har Statens Musikråd og Musikloven kun i meget ringe grad kunnet
honorere de krav man med fuld rimelighed har kunnet stille til dem. Selve lovens
og rådets opbygning har forhindret den nødvendige mobilitet der
for alvor skulle gå ind der hvor visionerne og idéerne har været.
Derfor er Danmark, indenfor eliten af ny musik, tidlig musik, klassisk kammermusik,
diverse improvisatoriske grupper samt vokalensembler, uhjælpeligt bagefter
andre lande vi normalt sammenligner os med, - men det havde vi ikke behøvet
at være. Oceaner af tid, kræfter, idéer og visioner er desværre
gået tabt, men noget kan vi måske nå at være med til
endnu. Meget har Musikloven og Statens Musikråd nået i de 25 år,
men for eliten af nytænkning, idérigdom og initiativ er der næppe
meget at fejre. Tværtimod er der her virkelig noget at gå i gang
med til den forestående lovrevision. Så kan der blive noget at fejre!
Bo Holten Tilbage
til hovedmenu