Matthæuspassion af Orlandus Lassus

Naxos 8.573826

 

Musica Ficta

Medvirkende

Ann-Christin W. Ingels, Louise Odgaard – sopraner
Eva Wöllinger-Bengtson – alter
Tobias Aabye Dam, Josef Hamber – tenorer
Lauritz Jakob Thomsen, Rasmus Kure Thomsen og Torsten Nielsen – basser

 

Bo Holten, dirigent

Viggo Mangor, producer og teknik
Christian Tobiassen, manager
Indspillet i Esajas Kirke, april 2015

 

“…it’s worth hearing Lassus’s 1575 setting. The singing is clean and pleasing.” BBC Music Magazine

 

“Matthæus-passionen” er i den grad blevet et ikon i alle musikelskeres bevidsthed at tankerne strax går til Bachs rystende mesterværk. Men det var jo ikke Bach der fandt på at sætte påske-evangeliet i musik. Man skal ikke glemme at fremførelser, musikalsk og teatralsk, af Jesu lidelse og død går tilbage til de allertidligste kristne menigheder i romerigets dage. Påskens budskab har så at sige altid været iklædt en gennemspilning af hele lidelsesforløbet i de stille dage frem til opstandelsen på påskedag. I de tidlige århundreder blev passionerne sunget eenstemmigt, hvordan ved vi næppe, men i århundredernes forløb opstod den kirkelige eenstemmige gregorianske sang, som givetvis har været meget forskellig over hele den kristne verden. Dog lader det til at man ofte har haft en særlig evangelist-rolle og en Jesus-rolle, medens mindre “partier” som Pilatus og Judas har været sunget af andre. Omkring 1500 begyndte man at komponere hele flerstemmige passioner, men mange tonesætninger holdt fast ved at have evangelist-fortællingen samt Jesu replik – ker som enstemmig sang, medens resten blev udsat flerstemmigt. Til denne kategori hører Lassus’ tonesætninger af alle fire evangelisters påske-be – retninger, som man anslår alle stammer fra 1560’ernes München hvor han kompone – rede dem til brug for Hofkapellet. Disse tonesætninger er knapt og tørt komponeret, i pagt med de stille dages krav om tilbageholdenhed samt kysk og from sorg. Dog er Matthæus-passionen den mest udarbejdede af disse, og derfor har vi valgt den. Ingen ved hvilken gregoriansk passions-musik man i München har brugt til Evangelisten og Jesus, men jeg har her valgt en gregorianik i romersk tradition, idet Lassus opholdt sig hele sin ungdom i Italien, ikke mindst en årrække som kapelmester ved Laterankirken i Rom, katolicismens næstvigtigste helligdom. I renaissancen var det skik og brug at man ved alle slags gudstjenester indlagde pas – sende flerstemmige motetter for at uddybe og intensivere det religiøse udtryk. Man ved ikke præcis om man også har gjort det i påsketjenesten, og slet ikke hvilke af Lassus’ motetter, men jeg gætter på at man har gjort det, og jeg har til denne “genskabelse” af Matthæus-passionen fundet passende motetter (og een åndelig madrigal) i Lassus’ rige produktion der passer tekstligt og musikalsk. Iøvrigt er jeg blevet støttet i dette af verdens måske ledende Lassus-expert, amerikaneren David Crook, som jeg har haft en korrespondance med, og som også havde det synspunkt at dette kunne være en af måderne hvorpå man kunne udbrede kendskabet til Lassus’ fabelagtige musik. Jeg tøver dog med at kalde dette en “rekonstruktion” af hvordan en passions-gudstjeneste har kunnet have taget sig ud i 1570ernes München (for det véd vi desværre meget lidt om), men dette er i hvert fald et bud og det sætter lytteren i stand til at høre Lassus’ mesterligt stramme passion i en sammenhæng der ikke er ganske usandsynlig og som lader dens naturlige dramatik fremstå tydeligt og klart. PS: Hvem er denne Lassus (1532-1594)? Helt uden tvivl den mest celebre komponist fra anden halvdel af 1500-tallet, senrenaissancen. Især i sin egen tid berømt ud over alle grænser, en bakkantisk levemand med mange venner og talenter, 16 børn (9 sønner og 7 døtre), og kendt for sit komiske skuespil-talent. Virksom i alle tidens genrer (i modsætning til sine samtidige nu så kendte Palestrina og William Byrd), fantastisk brevskriver på de sprog han talte og komponerede på: nederlandsk, fransk, italiensk, spansk, tysk og latin, og lærer for en hel generation af komponister, og dermed en faderskikkelse for den nye barokmusik, der blomstrede frem umiddelbart efter hans død. Takket være hans stærkt indflydelsesrige år i Italien kaldes han ofte ved sit italienske navn Orlando di Lasso, – franskmændende kalder ham Roland de Lassus, som brillant drengesopran i Mons og Antwerpen hed han Orlande de Latre, og på latin Orlandus Lassus. Måske har forvirringen omkring hans navn stået i vejen for den enorme berømmelse dette gigantiske musik-geni i sandhed har fortjent.
Bo Holten